lørdag den 20. februar 2016

I kommunens varetægt

Hej :-)
jeg fik besøg af min mor idag, da hun ville se hvordan jeg havde det med hendes egne øjne. Dette skyldes flere opringninger i de sidste par dage. især efter den første opringning hvor jeg stor tudet over telefonen onsdag aften over at jeg havde det dårligt og ikke kunne overskue mentor time eller at komme ud til dem dagen efter. 
Som derefter blev op følget med en telefon opringning dagen efter hvor jeg fik fortalt at jeg stadig havde det skidt og derfor ikke kom. Hvor jeg dagen efter igen ringede og fortalte om at jeg havde haft det så skidt på grund af mine tidligere stress/angst anfald at jeg havde været så sikker på at der var noget helt galt med mig og at jeg derfor havde ringet til vagt lægen kl. 06 om morgen.

Så det er forståeligt at hun var bekymret, heldigvis har jeg det ikke så skidt i dag, efter at have fokuseret på at holde mit adrenalin niveau nede (angst/stress anfald opstår ofte på grund af et for stort adrenalin niveau, som give hjertebanken. Mange beskrive anfald som at føles som om man er ved at dø, som nok kommer fordi ens hjerte bare går amok) .
Det var en fin afslappet samtale, og jeg tror hun gik hjem lidt roligere.

---

Men hvad jeg endelige vil fortælle om er at jeg her til aften er kommet til at tænke på at mine anfald nok skyldes min modvilje om at tage til mentor timer. Ikke at min mentor er et forfærdenlig menneske (af hvad jeg ved af) men mere fordi jeg ikke følte mig tilpas efter sidste møde, som ende i at jeg var træt og med en holdning om at mødet var "okay". Men igen jeg har kun mødt personen en gang, så det hele bygger på første hånds indtryg, men jeg er generelt bekymret for hvordan næste møde er, da jeg ikke på nuværende tidspunkt tror min mentor er egnet til at hjælpe mig med de ting jeg har brug for. Men det er ikke kun hans skyld, det er også min frustration over systemet der er blevet sat op i et håb om at få folk tilbage i skole og på arbejde, som desværre ikke virker på alle, da det ikke er designet til at være specielt fleksible.

For at illustrere min pointe har jeg lavet tre tegninger.
Min første illustration viser mig som er på vej mod mit mål. Målet i dette tilfælde er at få en uddannelse så jeg kan få mere frihed (eller det er det jeg forventer der kommer til at ske, når jeg er færdig udlært i et eller andet).

Men på vejen mod dette mål, støder jeg desværre på et stort hul:
Dette hul illustrere mine mentale problemer stress, angst og depression (og panik), da jeg støder på dette hul må jeg nu finde en måde at overkomme dette så jeg kan komme til målet. Men da den uddannelse jeg prøver at tage (mit fransk kursus) ikke lykkes, er jeg nød til at finde en måde hvor på jeg kan få en indkom og få mulighed for at komme over hullet og hen til målet. Så jeg vælger lige som alle andre danske personer som er på spanden, at gå til kommunen, som siger at jeg skal starte til noget der hedder "parat til uddannelse" da jeg ligger i den gruppe hvor man forventer man kan starte på en uddannelse inden for et år. Det syndes jeg er fint, da jeg jo ikke har det så skidt på det tidspunkt, hvad jeg ikke viste var at de fra starten ville sende mig ud i 23 timers skole om ugen, hvor jeg skulle sidde (og i teorien lave ingenting) indtil jeg var møde stærk og kunne enten starte i noget praktik eller på en uddannelse, men da jeg ikke er møde stærk og ikke kan overskue så mange timers undervisning på nuværende tidspunkt, faldt jeg ned i hullet og måtte bruge alle mine kræfter på at klatre tilbage til hvor jeg var kommet til.

I lang tid var jeg nød til at vile mig efter klatre turen og den forskrækkelse kommunen havde givet mig, ved ikke at have forstået hvad jeg havde brug for. Men efter noget tid aftalte min sagsbehandler og jeg at jeg skulle have en time om ugen hvor jeg talte med en mentor. Dette havde jeg ikke noget imod, og det lykkes mig at komme til min første mentor time anden gang (jeg var syg da det første møde skulle finde sted).

Møderne er "casual" møder som betyder at vi kan sidde steder som kantinen og snakke om mine problemer (ikke et sted man har lyst til at åbne op om ens følelser). Jeg stoler ikke på disse afslappede møder, men noget lærte jeg fra det første og det er at man er fast låst i de timer som man har fået tildelt, altså hvis du for at vide du skal være i værkstedet en time, så skal du være i værkstedet i en time, ikke mere eller mindre, for hvis du mener du kan være der længer så giver de dig flere timer, selvom det måske ikke er alle dage du kan tage så mange timer, men det er der ikke noget at gøre ved da du skal være der de timer de har sagt.
Dette virker dumt i følge mig, det føles lidt som om man er en fange. 
Jeg har erfaret at det jeg har det bedst med er at jeg selv er i stand til at komme og gå som jeg føler. Hvis det lykkes mig at komme ud af døren og op på skolen, vil jeg være i stand til at kunne gå når det bliver for meget, dette betyder også at hvis jeg føler mig godt tilpas så vil jeg være der flere timer eller hele dagen. Det gør også at jeg ikke skal have dårlig samvittighed for ikke at kunne klare mere end en time, da jeg måske vil kunne klare en hel dag dagen efter.

En af de ting som jeg har det værst med er at føle mig "låst fast", at miste mit valg til at komme fra et sted eller en situation når jeg ikke kan klare det mere. Dette gør at ting som transport er hårdt for mig, da jeg ikke styre noget som helst (jeg har ikke kørekort, så med mindre jeg går eller cykler så styrer jeg ikke tempoet eller ruten). 

Et andet problem foruden at føle mig låst fast i det system som kommunen har, er at jeg ikke føler jeg kommer nogen vegne. Jeg er overkvalificeret for deres boglige fag, da jeg allerede har taget min HF og jeg har brug for at blive stimuleret intellektuelt så værkstedet er ikke det bedste valg. Jeg føler også at den eneste pointe til "parat til uddannelse" er at lærer mig at være et sted, men jeg er typen der har brug for en vis grad er motivation for at blive ved med noget, og hvis det bare er at "være et sted" så virker det mere som tidspilde end fremskridt. 

For at være helt ærlig så ville det mit ønske være at jeg enten kunne studere videre gennem min computer og få SU samtidig eller at jeg kunne starte på en rigtig uddannelse hvor jeg ville have mulighed for at komme og gå som jeg får brug for (det lyder forkert, men det er mere at der er en forståelse fra skolens side, der gør det muligt for mig ikke at stresse over fravær eller at blive smidt ud bare fordi jeg har mere end 10% fravær, så længe jeg kan følge med fagligt). Jeg tror personligt at jeg ville hurtigere og mere effektivt komme igennem en uddannelse på denne måde, end på den "bur/fængsel" facon kommunen desværre kører. Og jeg tror ikke jeg er den eneste der ville kunne bruge den metode jeg nævner, da folk som bliver fanget af det de har gang i oftere har det psykisk bedre i de situationer, og derfor er mere tilbøjelig til at møde op dagen efter.      

Når det må være nok for nu. Jeg håber du har haft en god ferie og at du for en god dag.
Mvh. Iris
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar